 Kære alle!
Phuc har gjort det igen.
Lørdag d. 21. august vandt Phuc Hong Cai fra Nordsjælland Judo Bronze i vægtklassen -66 kg ved de første Olympiske Lege for unge under 18 år, som foregik i Singapore. Medaljen var den første danske til Dette OL og derfor har det vakt en del opmærksomhed i langt flere medier, end vi er vant til I Judo, så Ramløse og Nordsjælland Judo har fået en fin opmærksomhed i den forbindelse.
Vi vil meget gerne invitere jer til at fejre resultatet ved en reception mandag d. 30. august 2010 kl. 17.00 i Ramløsehallen.
Phuc havde kvalificeret sig direkte til stævnet, som kun havde deltagelse af de absolut bedste fra sidste års VM i Phucs aldersklasse. Derfor var der ingen lette kampe. Faktisk er afstanden mellem at blive nr. 10 og nr. 3 kun en enkelt dårlig kamp, så det er tæt og Phuc havde 6 særdeles tætte kampe. Hver kamp varer 4 minutter, men kan afgøres før tid, hvis man kan sætte et kast ind eller en anden afgørende teknik. Til at støtte sig var han så heldig at have Nordsjælland Judo’s klubtræner Kim Christiansen, som også er ungdomslandstræner i Judo Danmark.
Hans forløb igennem turneringen beskrives således af træner Kim Christiansen:
Han starter ud med at tabe hans første kamp til en fra Armenien. han førte ellers kampen efter 39 sekunder, men modstanderen får udlignet umiddelbart efter og bringer sig yderligere i front efter ca. 1.42 min. Phuc kæmper bravt og får faktisk udlignet på et meget lavt kast på knæ. Men bliver efterfølgende holdt i holdegreb i 25 sekunder og taber.
Hans næste kamp var mod en fra Malta, som havde modtaget et wildcard til turneringen. Ham kastede Phuc til efter 39 sekunder og derefter satte han en strangulering og vandt kampen.
I den 3. kamp skulle Phuc møde en fra Arzabajan der blev toer sidste år til VM. Phuc kæmpede en flot kamp og havde hele tiden sin modstander under kontrol, efter 4 min. havde Phuc vundet med et kast og to straffe til modstanderen.
Iran stod imellem Phuc og bronzekampen og Phuc ville bare vinde den kamp, og efter 3.42 min kunne Phuc fejre at han var i bronzekampen efter en flot strangulering.

Bronzekampen bestod derefter af Danmark og Mongoliet. Phuc havde vundet over ham sidste år i kvartfinalen så den danske lejr var fortrøstningsfulde. Først kommer Phuc foran fordi hans modstander får to straffe. Dernæst modtager Phuc det samme som kampen skrider frem. Phuc har flere gange hans modstander langt oppe at flyve, men de er begge trætte. Da der resterer 58 sekunder, på det tidspunkt laver mongolieren en kæmpe fejl og går direkte efter greb i benet, som er forbudt i judo. Han bliver dermed retmæssigt bortdømt og Phuc bliver udnævnt som vinder af bronzemedaljen.
Vi syntes dette er værd at fejre – Der er mange, som har andel i dette resultat. Først og fremmest Phucs træningskammerater i Nordsjælland Judo, som har måttet finde sig i at blive kastet ekstra meget op til OL. Phucs familie, som sendte ham til Sjælland fra Fyn, hans værtsfamilie i Helsinge og ikke mindst hans træner fra Fyn. Vi håber at se så mange som muligt.
Niels Halling
Ramløse Judo- og Jiu-Jitsuklub / Nordsjælland Judo
Kirsebærvej 21
Ramløse
3200 Helsinge
Tlf.: 48 24 42 00
Mobil: 40 46 50 20
E-mail: niels.halling@judoinfo.dk
Web: www.judoinfo.dk/rif - www.judoinfo.dk/nord
Lidt artikler på nettet...
Bronze til Phuc...
Og mere her...
(Vi modtager gerne flere links)
Back
|